Ugens spørgsmål 3: Målsætning og evaluering
Så er I ved at være godt inde i sidste uges praktik. Her på falderebet vil jeg gerne have jer til at reflektere over forholdet mellem jeres målsætning og jeres evaluering. Fik I målsat præcist nok? Fik I gjort målene klart for eleverne og var der nogen forskel på, når målene var mere eller mindre tydelige? Og hvordan har I evalueret den enkelte aktivitet og hele forløbet? Det var mange spørgsmål. Vælg det I finder mest interessant og svar i tråden her nedenunder. God sidste uge. Bedste hilsner, Nadia
Gr. 4, Gry
SvarSletVi havde vores sidste dag på praktiksteder i går, hvor vi havde en dejlig udflugt til Karen Blixen museet, solen skinnede og alle eleverne sagde pænt farvel. Så det var en god afslutning.
I løbet af forløbet har vi evalueret ufattelig meget, på en masse forskellige måder.
- Logbog hver eneste dag. Mest med det formål at se om eleverne lærte det vi ville have dem til.
- Mundtlig evaluering af vores forløb, den sidste dag. Med det formål at kunne gøre noget bedre i en fremtidig undervisningssituation.
- Mundtlig evaluering i løbet af undervisningen, "Forstår i det her? Er der nogle spørgsmål? Hvad vil det så sige?" Mv.
- Skriftligt respons til deres afleveringer (hårdt arbejde!), hvilket selvfølgelig mest var for deres skyld, men også meget lærerrigt for os!¨
De overordnede, faglige læringsmål med vores forløb var vellykkede, og vi kunne i mere eller mindre grad bruge de forskellige evalueringstyper til at bygge vores forløb op, så vi fik taget fat i de ting igen, som eleverne ikke havde fanget i første omgang.
I det mundtlige gjorde vi meget ud af hele tiden at fortælle eleverne hvorfor de skulle lære det vi underviste i, eller hvad de kunne bruge det til i fremtiden. Det virkede til at eleverne især spidsede ører når det galt en karakter eller uddannelsen genrelt; f.eks. tog vi en snak med dem om snyd i opgaveskrivning (kopiering, omskrivning mv.) hvor eleverne var fuldstændig tavse og opmærksomme. Eleverne gjorde i den mundtlige evaluering også opmærksom på at når de lavede gruppearbejde som de skulle "stå til regnskab for" lavede de mere end de ellers ville.
Så når målet med aktiviteten indebar en form for bedømmelse af deres arbejde, blev deres motivation øget... Tankevækkende. Man kan så tænke over om pointen med at lære skal være karakteren/eksamen, eller at det at lære er mål nok i sig selv... Ja ja...
Mille, Grp. 4
SvarSletSom Gry også nævner er vi netop blevet færdig med praktikforløbet. Jeg synes det er svært at sammenholde de læringsmål der fremgår af 'fælles mål' og som vi kiggede på inden vi begyndte vores planlægning, og så de mål (eller delmål) som klassen nåede frem til. Tre uger er ikke meget - heldigvis har vi som Gry siger lavet en masse evaluering, der gør at vi måske har en lille forudsætning for at kunne sige noget om, om eleverne har rykket sig.
Noget jeg synes der er helt vildt interessant er, hvis eleverne har rykket sig i kraft af at jeg har rykket mig som underviser. Vi har snakket en del med vores praktiklærer Pia om selve lærerrollen. Hvordan er man en god rollemodel i 9. klasse? Hvad skal der til for at eleverne får respekt for én? Hvornår går man for langt, ift. at skabe tillid lærer og elev imellem? Kan en moderne lærer være tæt på eleverne rent socialt og personligt - f.eks. ved at kommentere på at de har fået et nyt stykke tøj, eller snakke med dem om, hvis de har problemer derhjemme. Jeg ved godt at disse overvejelser ikke er af faglig karakter, men de er et forsøg på at zoome helt ud fra den enkelte time og ind til det fokus der hedder: hvordan er man en god underviser?
Det jeg er blevet helt klar over under dette praktikforløb er, at det starter og slutter med mig - altså som underviser. Det er ikke fordi jeg gerne vil være omdrejningspunkt, men en underviser bliver uomtvisteligt en form for midtpunkt i en undervisningskonstellation. Det er min påstand at man ikke kan yde god undervisning, før man har hånd i hanke med, hvem man selv er, og hvad man står for.
Man er nødt til at være konsekvent på mange fronter. Man kan ikke gå at tjekke sin egen mobil, når eleverne har gruppearbejde, hvis man samtidig har sagt til dem, at man tager deres, hvis man ser at de bruger dem. Ansvar er et nøgleord.
Eleverne spejler sig i den figur der toner frem foran dem.
Ja jeg er så nr.3 fra gruppe 4 og meget af det er vidst allerede blevet sagt ovenover ^
SvarSletMen vi har prøvet at være meget klar i vores mål og prøvet at forklare eleverne. Hvis eleverne ikke får et konkret mål - så kan de heller ikke levere de vi ønsker som underviser.
Vi havde en øvelse hvor eleverne skulle give feedback - den gik lidt i vasken, fordi eleverne ikke forstod hvordand dette skulle gøres, så de samtidig lærte noget.
Jeg er glad for at vi valgte at bruge logbog hver dag - det giver os jo en masse empiri :)
Forresten er det Malou der har skrevet overnstående
SletMille:
SletJa, logbøgerne er altså virkelig noget der dur som empiri. De er en mere direkte adgang til elevernes tanker og oplevelse af forløbet, end vores blotte observation.
Gr. 1, Maibritt.
SvarSletEftersom vi har arbejdet med et nyt tema hver uge med en 9. klasse, der tænker i afgangsprøver, har det været vigtigt, at der har været helt konkrete mål for hver enkelt undervisningsgang. Samtidig har det også fået mig til sommetider at stresse lidt for meget over, at eleverne skal lære noget helt konkret NYT hver gang - men de HAR jo allerede lært det meste på dette tidspunkt, så det var begrænset hvor meget nyt stof, vi kunne præsentere for dem. Men efterhånden måtte jeg jo indse, at selvom de har deres redskaber i orden og har styr på stoffet, så kræver det jo stadig flere og forskellige digte, kortfilm og noveller at kunne bruge deres viden og redskaber i praksis. De bliver jo mere hærdede fra gang til gang og jo flere forskellige indgangsvinkler de får til opgaven. Men at skulle åbne 9.bs øjne for en hel masse nyt fagligt - dét var måske en anelse for ivrigt at håbe på.
Vi har evalueret en del løbende. Vi har spurgt eleverne en del hvad de synes om vores tekst/filmvalg, øvelserne osv. - ikke kun fordi det er godt for os at høre, men også fordi det er en god måde at indlede en fælles opsamling på, da det er et spørgsmål alle kan svare på og som også kan danne baggrund for en videre diskussion. Der er jo unægteligt mange meninger gemt i sådan en omgang friske teenagere..!
Derudover har vi også anvendt den australske log, hvor eleverne hver dag har skullet notere hvad de har lært og hvad der var godt/dårligt. Vi har også givet dem en skriftlig opgave for, som vi gav skriftlig feedback på - en omfattende opgave, som Gry også nævner..
Gruppe 3, Jakob, Simone og Signe
SvarSletSå har vi afsluttet vores praktikforløb, og det har været et skønt forløb!
Vi glæder os dog til påskeferie, da man er utrolig meget på som underviser.
Vi har netop afsluttet den sidste halvanden time med eleverne, hvor vi havde lavet en quiz om alt det, de burde have lært. Herefter udleverede vi et evalueringsark. De sad meget seriøst med det, og vi har fået nogle rigtig gode tilbagemeldinger. Tilbagemeldingerne var meget forskellige, og vi har både fået positiv og negativ respons. Nogle af eleverne valgte at aflevere evalueringsskemaet anonymt og andre med navn. Derfor har de turde komme med deres ærlige mening.
Vi evaluerede sådan set i alle tre uger ved at spørge eleverne efter gårsdagens undervisning ”Hvad lavede vi sidst?”. Vi har også spurgt åbent og autentisk i klassen, om de havde nogen idé om, hvorfor det var vigtigt, at lære om lyrik og også hvorfor de lavede netop den øvelse. En enkelt gang havde vi en øvelses formål nedskrevet direkte på arbejdsarket, så eleverne også kunne ty til det for at blive oplyst. Nogle af eleverne har derfor skrevet i deres evalueringsark, at vi var gode til at begrunde, hvorfor de skal lære netop dét. Men andre har også ærligt fortalt, at de endnu ikke kunne se, hvorfor de skulle undervises overordnet i lyrik.
Et stort mål for undervisningen blev en stor, flot digtsamling, som blev samlet, underskrevet og uddelt i dag. Således kan eleverne se et færdigt produkt, som blev mål for de tre uger.
Vores praktiklærer var meget tilfreds med vores undervisning og vores brug af Cooperative Learning. Alle elever var enige om, at vi havde et fint skift mellem høj og lav lærerstryring. (Nogle elever har endda været selvkritiske nok til at kunne se, at ”skylden” ofte har ligget i deres interessefelter og motivation – ikke i vores undervisning).
Gr. 9, Maria
SvarSletVi oplevede med to forskellige mindre skriftlige opgaver, at vores målsætning og stilladsering havde afgørende betydning. Ved den første opgave gik hele oplægget, ekspliciteringen og formålet lidt i vasken og vi fik ikke det ønskede 'produkt'/udbytte fordi vi ikke havde været præcise nok i vores opgaveformulering.
Kloge af skade var formålet og udformningen af den sidste opgave (en filmanmeldelse) tyderligere stilladseret, hvilket vi også ser på resultatet:)
Efter hver undervisningsgang har vi brugt australsk log, både for at få en fornemmelse af elevernes læring (de metarefleksive spørgsmål viser også elevernes individuelle abstraktionsniveau - meget interessant:)), men også hvad de synes om emnet (kortfilm) og vores måde at gribe det an på. Selvom de gerne måtte skrive dem anonymt, valgte alle at skrive navn på - og tør stadig også skrive konstruktivt kritiske svar. Det har været meget brugbart, også fordi hele vores undervisningsplanlægning ikke var klar inden vi gik igang. Vi havde nogle begreber, analysemodeller og formål vi gerne ville lære dem, men vejen dertil blev planlagt 1 eller 2 undervisningsmoduler af gangen.
Gruppe 9: Nina
SvarSletEt konkret eksempel på at gøre målet med opgaven klart:
Vi tog udgangspunkt i anmeldelsen af en kortfilm. Lektionen forinden havde vi bedt eleverne finde en anmeldelse hjemmefra - disse blev næste dag gransket for opbygning, sprog, smagsdommeri - godt og skidt. Dernæst fik 7.c en anmeldelse skrevet af os - en pivdårlig en af slagsen. Samme granskningsmetode blev benyttet, således at eleverne stod tilbage med to stærke kontraster i forhold til at anmelde. Sidst blev trådene samlet, således at eleverne havde et fundament af viden, de selv kunne bygge videre på, når de skulle hjem og skrive deres egen anmeldelse til dagen efter. Gode og dårlige eksempler hjalp eleverne til at forstå, hvor vi gerne ville have dem hen: Hvad målet var.
Vores mål var at afprøve en ny form litteratur(sms-novelle) og undgå røv-til-bænk- undervisning. - og det har vi opfyldt med positiv feedback fra eleverne som har efterspurgt den aktive læring i stor stil. Vi har igennem undervisningen nået det vi gerne ville og eleverne har vist forståelse for stoffet. I starten af hver time, har vi skrevet en dagsorden på tavlen, og gennemgået den, for at give eleverne struktur ift. timen. Dette gjorde vi efter cooperative learning strukturen, hvor man ikke arbejder med skjult curriculum. I arbejdet med CL er det vigtigt at have en struktur, således at undervisningen ikke løber løbsk med de forholdsvis frie rammer.
SvarSletVi har evalueret efter et afsluttet forløb, for at have en større sammenhæng for eleverne. Vi har ikke evalueret i dag endnu, men tanken er at bruge elevernes egen hukommelse i plenum, og derefter få dem til at reflektere over processen individuelt skriftligt.
Vi er blevet opmærksomme på at når eleverne går uden for skolens område, er de ikke i skole længere. Det skel er meget større i folkeskolen end i det senere skoleforløb. Det har været til stor frustration at vi kun har modtaget skriftlige opgaver fra halvdelen af eleverne, og det er noget vi tager med i vores evaluering/rapport, og skal vurdere hvordan man kan stimulere eleverne til at blive mere deltagende...
Ps. det var Rose og Aja. Hej hej!
SletGr. 5, Sidse
SvarSletVores mål var at eleverne skulle lære begreberne vedrørende synsvinkler, showing/telling og panoramisk/scenisk fremstillingsform.
Vi har arbejdet med disse værktøjer gennem to forskellige noveller, og så kort perspektiveret dem til en sms-novelle for at vise eleverne at disse værktøjer ikke altid fremstår i den tydeligste form.
I starten følte jeg at vi havde for store ambitioner, og at det var for meget teori at præsentere eleverne for på en gang. Men efter vi har afsluttet den tredje uge er jeg glad for at vi har taget det hele med. Eleverne begyndte at få styr på det i løbet af denne uge, og det viste at det var en passende mængde teori. Eleverne gav også selv, under evalueringen, udtryk for at de syntes det var spændende at blive præsenteret for alt det nye teori. På den måde kom de ud over grænsen for at arbejde med andet end personkarakteristikker.
Vi havde hængt en liste med mål for ugerne op i klassen og forsøgte undervejs at gøre eleverne opmærksom på denne liste, sådan at de hele tiden havde for øje, hvad målet var med undervisningen. Det hjalp til at de arbejdede meget seriøst i timerne. Det smittede desværre ikke af på hjemmearbejdet, hvor vi (de få gange der blev givet lektier) oplevede at lektierne ikke blev læst. Vi har overvejet meget, hvad vi kunne havde gjort anderledes for at gøre dem opmærksom på vigtigheden af at læse lektier. Det vi umiddelbart kom frem til var at få italesat HVORFOR lektierne skal læses, altså med hvilket formål lektien skal bruges senere. Det er noget som skal huskes på til en anden gang.