Ida, gr. 7

På vores praktikskole stod det hurtigt klart for mig, at lærernes faglige ambitioner var store:

For det første blev jeg på praktikforberedelsesdagen i matematiktimen præsenteret for stof, som jeg først selv stiftede bekendtskab med i gymnasieregi. For det andet slyngede dansklæreren nonchalant ud, efter vi i fællesskab fik fastsat en historisk roman som undervisningsgenstand for forløbet, at ”den kunne eleverne sagtens læse to gange som forberedelse hjemmefra!”

Disse høje ambitioner, syntes jeg, lød meget imponerende, men kunne alle elever virkelig følge med på dette niveau?

Da jeg selv stod over for læsningen af den historiske roman, stod det klart i mine tanker: Nej! Det kunne jeg simpelthen ikke forestille mig, idet romanen forekom mig som danskstuderende på universitetet forholdsvis kompleks! Denne personlige oplevelse kom til at præge en stor del af mine tanker omkring planlægning af undervisningsforløbet. Vi skulle da have alle med, og det kunne vi kun, hvis eleverne fik ”serveret” informationer til at starte med ved læreroplæg, inden de selv skulle arbejde med romanen, men…

Blev undervisningen for skarpt opdelt mellem lærer og elever? Dette spørgsmål har ledt mig til følgende problemafgrænsning:

Hvordan kan man som lærer gennem samtale sørge for, at elever og læreren indbyrdes drager nytte af hinanden under forskellige aktiviteter?

Herunder:

Hvordan kan samtalen udvikle sig, når eleverne styrer undervisningen? (analyse af lydoptagelse "Den varme stol"

Disse spørgsmål har ledt mig i retning af følgende problemafgrænsning:

• Gibbons: Læring gennem samtale